Ok at drive café, når det er del af ghetto-indsats
HØJE-TAASTRUP: Normalt er det ikke en kommunal opgave at bygge nye lokaler for efterfølgende at leje dem ud til cafédrift. Men Ankestyrelsen har nu givet Høje-Taastrup Kommune lov til at gøre det, fordi det sker som led i en udviklingsplan for et område, som indtil 2019 var en såkaldt hård ghetto.
Der er tale om boligkvarteret Gadehavegård, hvor et lovkrav har betydet, at der skulle rives boligblokke ned og på andre måder tages tiltag for at gøre det til et attraktivt boligområde.
Kommunen har ønsket at ændre området ved bl.a. at placere uddannelsesinstitutioner, kultur og altså en café i området for at åbne området mod den omkringliggende by. Blandt andet er Kvarterhuset, som ventes at stå færdigt i 2026, tænkt som et nyt mødested, og det er her, caféen kommer ind i billedet.
På markedsvilkår
Huset skal rumme kommunens 10. klasser, aftenskoleundervisning samt omklædning og klubmiljø til en fodboldklub, ligesom boligselskabet DFB's ejendomskontor skal flyttes hertil. Den ønskede café er tænkt som husets hjerte, der skal tiltrække brugere på tværs af bydele, også udenfor de tidspunkter, hvor der foregår aktiviteter i huset. Caféen skal udlejes på markedsvilkår.
Aarhus Kommune har tidligere fået lov til at udleje lokaler til cafedrift i Gellerupparken af samme årsager, og det samme får Høje-Taastrup.
"Ankestyrelsen lægger vægt på kommunens oplysninger om, at cafédriften er en nødvendig forudsætning for at realisere formålet med Kvarterhuset som led i områdets forandring fra et socialt udsat boligområde til en attraktiv bydel, hvor caféen forventes at udgøre et samlende midtpunkt. Ankestyrelsen vurderer, at der således er en lovlig kommunal interesse i udlejningen, da formålet er byudvikling af området," hedder det i udtalelsen, som kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.